Hans Peter Henning (i daglig tale kaldet H.P.) er seneste skud på medlems-stammen hos Danmarks Kedeligste Fans ApS.
På disse sider har H.P. lovet med jævne mellemrum at skrive lidt om livet i og ikke mindst MED Danmarks Kedeligste Herreklub.
Og samtidig dele ud af de oplevelser man kan rende ind i og komme ud for som medlem af Danmarks Kedeligste Fans ApS

   Igen i år drog disse rejsende i sang og musik, kaldet "Danmarks Kedeligste Fans", ud i verden, nærmere betegnet over Østersøen, for at følge det nok så kendte århusianske drengeorkester TV-2, på deres efterhånden så velkendte og traditionelle tour på solskinsøerne. Håbet var endnu en gang at få en ordentlig én på opleveren, og det kan nok være at vi i år oplevede noget, der med sikkerhed aldrig vil blive glemt. Det vender jeg stærkt tilbage til.

Turen var som sædvanligt arrangeret af "Søeborg`s Underjordiske Busrejseselskab ApS", der som sædvanlig glimrede ved en perfekt håndtering af bagage og diverse småting til turen. Timingen var som altid perfekt. Til tiden ved bilen, over broen til tiden, ved færgen til tiden og på Born-Ø til tiden. Solen skinnede på os med en sådan kraft, at vi i vores hoveder blev fyldt med sang og forløsning. Nu kunne det kun blive en god tur.    Afsted mod Guds eget hjem, nej det er faktisk ikke USA, men den flotte by Gudhjem, der tog imod os med grønne omgivelser og høj sol. Ned til færgen mod Christiansø, og igen var Søeborg forrest med timingen, da han allerede havde booket os på færgen på forhånd. En ganske kølig pilsnerøl blev indkøbt, af busdriver Morsing, og blev med stor fornøjelse nydt i den smukke havn i Gudhjem. Færgen lægger til og vi stiger på med en forventning om en smuk sejltur mod det østligste Danmark. På færgen bliver vi tilfældigvis bænket med en smuk kvinde, hendes mand og barn, og der gik da heller ikke længe før arrangøren havde genkendt damen, som hende der synger det smukke operastykke i live-versionen af "Under den sidste hvide bro", Berith Melland, der jo har væltet diverse spillesteder når den kom på. Hun er meget interesseret i at vide hvad der driver 3 midaldrende mænd rundt i landet for et poporkesters skyld, og vi må jo bukke os og forklare om vores nærmest narkotisk lignende afhængighed af den fantastiske chokoladedrik fra Esbjerg, Cocio, og at den er bedst hvis den indtages med en portion tv-2 i nærheden. Derfor den smule rejseiver. Vi får en lang snak med hende om hendes opera-gruppe "Scandivas", og hvad de optræder med og hvorfor,- hvordan og så videre. Hun er bestemt en kvinde der ved hvad hun vil, og hun forfølger også sine drømme. Samtidig er hun jo også pæn, og det kan jo ikke benægtes at det nok også får interessen for operaen til at vokse en smule. Hun indvilliger i at få taget et billede med "De Kedelige", og synes egentligt det er meget sjovt sådan at skulle optræde på en lille ø midt i Østersøen. Men da hun er fra Norge, kender ganske udmærket til små steder og byer. Men at det lille poporkester lader sig fragte derover for 100 tilskuere, når de nu hele foråret har optrådt for langt flere, er dog en mindre gåde for hende. Men at hun er spændt er helt tydeligt. Nu er vi også spændte da hun ikke vil løfte sløret for en opera overraskelse til aftenens koncert, men gerne vil tilkendegive, at der nok kommer til at ske et eller andet specielt i retning af hendes optræden. Hemmeligt hemmeligt.

  Vi ankommer snart og vi siger på gensyn, og vandrer mod gæstgiveriet, for at melde vores årlige ankomst, og vi bliver igen budt hjerteligt velkommen af Jan og konen. Jan har siden sidste år tabt sig 54 kg., og ligner sgu en meget slank mand. Konen har smidt 38 kg., og de virker begge meget glade for deres indsats. Klart vil jeg sige, hvem ville ikke være det. Gid det var os der i den retning havde kunnet gøre det samme.
   
 Nåh pyt, jeg nynner glad "jeg bærer med smil min byrde", og vi går mod campingpladsen. Nr. 14 er vores plads i år, og det ser ud til at blive en rimelig nat med et jævnt underlag. Under hele teltrejsningen sidder der en mand og skuler mod os, og da vi endelig er færdige, det er bestemt ikke let at få pløkker i jorden på Christiansø, kommer han over og beder os flytte teltet 2 meter, da der er brandsikkerheden at tænke på. Hvorfor f..... kunne han ikke lige have sagt det før vi var færdige. Nåh men vi er jo flinke fyre og gør naturligvis hvad manden beder os om uden så meget som et hvæs. "Jeg bær' med smil min byrde" i ved. Igen. Endelig er det blevet tid til en fadøl på den lokale, og det er jo en fornøjelse med al den gensynsglæde man bliver mødt med. Folk hilser og giver hånd. Spørger pænt hvordan det går osv. Man bliver helt varm indvendig med al den snak om hint og dint med de lokale. Vi får igen ikke rigtig nogen større indsigt i hvad pokker disse 100 mennesker laver herude om vinteren, men tror bestemt vi er kommet en smule nærmere svaret, og det indbefatter en større mængde øl er vi sikre på. Uden at skulle kunne afslutte denne søgen på vores evige jagt på dette spørgsmål med dette lette svar, vil vi gerne tage endnu en tur mod øen næste år, for igen at søge efter svar.
   Der er igen i år fremvisning af billeder i badehuset ved hr. Calvin. Igen er alle fremmødte i højt humør og der bliver givet hånd, hilst og snakket om alt muligt mellem himmel og jord. Kamby er som sædvanlig i top-humør og lover os en rigtig god oplevelse på denne solskinstour. Om han så selv skal skabe stemningen. Men vi ved jo alle godt at bandet er på toppen efter den mest succesrige tour i mands minde, så vi er forsikrede på forhånd om et par gode koncerter rundt på øerne.
Vores tourmanager havde arrangeret aftensmad på den lokale beværtning, og det var med stor sult vi satte tænderne i en dejlig steak samt en skøn fadøl til for ligesom at få tingene til at glide ned. Joh .. der var sørme ingen grænser for vort velbefindende.

 En koncert på Christiansø, er altid spillet i skyggen af den store danske troubadour, Lars Lilholt. Og der fyger da nærmest også med referencer i hans retning flere gange over aftenen. Ja jeg kan bl.a. nævne "Klovnen", og "Ofelia", i sådanne "aldrig før hørt udgivelser/versioner". Jo det er med stor moro disse bliver fremført, og til publikums højlydte jublen. Men det er dog stadig bandets egne kompositioner der vækker størst jubel, og ikke mindst "Under den sidste hvide bro", med en operasangerinde i en meget smuk kjole. Begejstringen vil ingen ende tage. Og da hun senere som ekstra nummer fremfører "O sole mio", under et stille arrangement af unge Nilsson, rejser nakkehårene sig og en stille tåre finder vej i øjenkrogen. Det er en smuk smuk aften i Østersøen. Sener efter koncerten indtages der på den lokale kro adskillige fadøl, om ikke andet så for at kunne sove på dette stenhårde underlag. Der skal her takkes og bukkes for fadøl fra A.C. De hjalp gevaldigt med til at kunne sove trygt hele natten. Kun en enkelt gang måtte blæren tømmes, og dette i et utroligt mørke. Undskyld hvis jeg ramte nogen. Undskyld.

Dagen derpå starter med et dejligt morgenbord på kroen igen, og alle er veltilfredse over aftenen var forløbet så godt som den var, og ingen var trætte mere end de kunne vågne af en lille skarp, som krofatter selv laver år efter år, af kastanjer og brøndum snaps. Se det er sgu en øjenåbner der vil noget. Fik i hvert fald ikke lukket et øje resten af dagen. Puha da da.

                                                                                                   To be continiued .....

Man siger jo som bekendt, at al begyndelse er svær. Således vidende drog denne herrens klub af sted en kold januar eftermiddag til H.C. A's hjemby, Odense.
Endnu engang stod denne fynske hovedstad som vært for en, set med danske øjne, nærmest triumftogsagtig begyndelse, på en totalt udsolgt tour 2006. Alle koncerter i det ganske land, fuldstændig udsolgt.  I dette herrens år 2006, en nærmest utænkelig situation. Så mon ikke det var denne måske en smule uventede, dog glædelige, succes, der fik vores "helt i sort", til også at virke en smule nervøs over første optræden, med nye numre på egen jord. Bandet syntes dog oplagte og Steffen også. Men der manglede en lille smule nerve og drive, samtidig med at der måske var lukket lige rigelig mange mennesker ind i denne sportshal. Og der må man sige, at det er en sportshal og ikke et musiksted. Lyden er ganske enkelt ikke god nok. Men øllerne var kolde og der var nok. Dejligt.
Vi var til lejligheden blevet forsynet med æresmedlem "Sir" Jungersen, der dog havde truffet valget at fragte sig til Odense, med de danske statsbaner. En beslutning han i den grad senere bitterligt fortrød, og forsøgte derfor med kolde øl, at bestikke "herre-klubben", til at tage ham med hjem igen fra dette sted. Utroligt hvad øl kan gøre. Mange krige kunne stoppes, hvis blot der var øl nok tilstede. Han kom med hjem.

 Det var således allerede fra tour-start besluttet, at der skulle indkøbes passende antal billetter, til vel nok en af årets mest omdiskuterede koncerter. Koncerten i Kolding. Byen der kan præsentere et fodboldhold der i det mindste formår at vinde, godt nok i næstbedste række, men de vinder dog. I modsætning til holdet som størstedelen af herreklubbens medlemmer er tilhænger af. Kan kun være et spørgsmål om tid, før de også kommer ud af skabet og tilbeder den samme "religion" som jeg selv. Nåh nok om det ...
 Jungersen glimrede ved at sige "NEJ TAK" til både transport, ophold og koncert. En beslutning man i dag til stadighed omtaler som "meget dumt". Ikke nok med at byen denne dag viste sig fra den bedste side med høj himmel og fuglesang, men at drengene fra Århus i den grad havde fået nerverne i bero, og fuldstændigt overtog den danske rockscene med en nærmest skræmmende styrke. Det efterlader blot spørgsmålet: "Kommer der nogensinde et band der kan gøre det ligeså godt"??  Svaret må henlægge i det uvisse i mange år, men mon ikke vi kender svaret allerede. Der var virkelig nerve og et drive der fik selv de største og mindste i salen til at overgive sig. Det svingede. Det rockede. Det satte i den grad stemningen på kogepunktet. Vi var oppe ved baren og nede igen og tra la lala. Vi fløj gennem "Voldum", på en engels vinger, og hvilte os unge på bjergtoppe. Og vi tændte lanternen i vores sind. Og "JOW", du er en stjerne. Vi kyssede diverse brude og dansede med klasselærere på Månen. For fanden hvor var vi bare tilstede da hun rejste til Rio, og så hendes bankende hjerte bag de duggede ruder. "TAK er kun et fattigt ord", er der før blevet sunget i Giro 413, men det var jo sandt. Et Tak syntes som meget lidt at give, for dette overflødighedshorn af sjæl, der blev krænget ud over scenen denne aften. Mange tak dog.
Og tænk at æresmedlemmet "Sir" Jungersen sagde nej tak.

 Ser man så på hvad der ellers har været af arrangementer for herreklubben, er også Ringsted og Greve at finde over sete koncerter, og igen et super veloplagt publikum som vores "helt i sort", formåede at aktivere. Det er jo nok bare svært ikke at nævne de 6 sete shows i Vega, som nogle af tourens absolutte højdepunkter. Det er utroligt som publikum i det københavnske, i den grad har taget disse jyder til sig. Var det ikke på grund af den høje stemning i Kolding, ville jeg påstå de var de bedste shows nogensinde. (Skulle siges - undskyld).
 Vega viste sig igen og igen, som en TV-2 højborg, hvorfra det ene hit efter det andet blev skudt af sted som en pil med ild i, og et publikum der i den grad aften efter aften lod sig antænde. Vi var her vidner til hvad man kan kalde et triumftog, der efterlader englændernes komme til København i 1945, som en begravelse for mimikere. Salen bruste aften efter aften, og man skulle til sidst nærmest tro at det var et lokalt band der spillede. De følte sig totalt hjemme her. Ingen tvivl om det. Hvis det indimellem ikke lykkes Steffen B at udtale tror, som "tråår", ville man have svoret på at han var én af vores egen fra vestegnen. "Det her er mine homies" kunne han sagtens have brugt af udtryk. Vi var med hele vejen igen, og vi nød det. Lerchenfeldt der til stadighed fylder os med forundring, over med hvilken lethed det kan syne, at få så mange fede soloer ud af sin Fender. Olsen der bare er SÅ meget med på denne tour. Og vores alle sammens Sven som igen og igen holdt takten og sammen på bandet. Hornene det stadig lyder friske og sammenspillede som en velsmurt maskine. Hoppe er gud.  Skønt skønt skønt. For alt dette,- TUSIND TAK.
 Tak fordi vi måtte være en del af dette. Og nu kan det kun blive sommer alt for langsomt. Næste oplevelser venter derude. Skal de første kærester, giftes på "Månen" i år?? Vi vil helt bestemt være tilstede for at få dette og mange flere spørgsmål opklaret. Men ét spørgsmål er allerede blevet besvaret: "Ja, det er Danmarks bedste liveband". Uden sammenligning !!
  
                                                                                                                     We`re not worthy.

En dejlig torsdag ...

Er i sådanne nogle, der render rundt og citerer Steffen Brandt???"
"Nej, overhovedet ikk,- ´å så si`r vi godt så !"

Efter en fantastisk rundtur i det London`ske, sidder man tilbage i vor egen lille storby, og funderer over livet og dens umærkelige lethed.

Vi var igen at finde i denne europæiske metropol, for trofast at følge vort yndlingsorkester, og samtidig at finde ud af, om vi stadig har en svag trang til at prøve nye øltyper, når vi møder dem på vor færd gennem byen. Igen må konklusionen på dette spørgsmål blive; JA.

Der er to ting i livet man ikke må spøge med; Kvinder og øl.  Derimellem ligger livet.

Denne gang bød mødet med London også på en smertelig sandhed. Der er langt fra hotellets glamourøse billeder på internettet, til det virkelige billede. For pokker der er langt. Det var samtidig drevet af franskmænd, der var dårligere til engelsk end vi er. Men pyt. Det var billigt, og dermed flere penge til pub-besøg.

Denne gang var ´"Søeborgs Underjordiske Busrejseselskab ApS" gået til, kan man sige, ekstremerne. Der var på forhånd delt diverse arbejdsopgaver ud, så som hotelbestilling samt betaling af samme.